Ukens analyse, 06. mars 2017

München Sikkerhedskonferencen 2017: The Year of the Deal


Ukens analyse er skrevet av Ulrik Trolle Smed, Executive Vice-President i YATA International. Ulrik skriver om sine personlige erfaringer fra sikkerhetskonferansen i München som fant sted et par uker tilbake. God lesning!

Hver uke presenteres en tidsrelevant analyse, håndplukket av en av Atlanterhavskomitéens samarbeidspartnere, egne ansatte eller andre. Hvis du ønsker å bidra med ukens analyse, ta kontakt med magnus@dnak.org

I 1987 udgav Donald Trump bogen The Art of The Deal. Hovedbudskaberne var: think big, fight back, deliver the goods, have fun. I dag, 30 år senere, er manden nået til tops i amerikansk politik men kun halvvejs gennem sit motto. Alt i mens spørger resten af verden, med en vis bekymring, sig selv om hvad de sidste to dele kommer til at betyde. Én ting er sikkert: 2017 bliver the Year of The Deal og det viste Europas vigtigste sikkerhedspolitiske konference også i år.

München Sikkerhedskonferencen fandt sted i midten af februar med et tykt bagtæppe af begivenheder fra 2016, der signalerer morgengryet for en ny geopolitisk orden. Brexit, Trump og udsigten til flere illiberale (men demokratiske) overraskelser i Frankrig og Tyskland gjorde konferencen til en af de mest spændende af sin slags i nyere tid.


Forfatteren av ukens analyse, Ulrik Trolle Smed, til venstre i bildet ved siden av München-konferansens styreforman, ambassadør Wolfgang Ischinger, og to andre MSC Junior Ambassadors. 

Som den heldige vinder af konferencens konkurrence for juniorambassadører deltog jeg i år i dette vidunderlige spektakel af verdensledere, sikkerhedsopbud og ikke mindst tænketanksentreprenører der slog handler af marginen af debatpanelerne. Det blev til tre spændende dage, som talte 80 udenrigs- og forsvarsministre, 1.300 bilaterale møder og 4.000 tyske politifolk. I den ’trumpske ånd’ har jeg samlet tre ’deals’, der særligt blev diskuteret på tværs af panelerne – nemlig NATO, Iran og Rusland.

Der blev afgjort brugt flest kræfter på at afklare spørgsmålet om NATO. Vicepræsident Pence lovede fra talerstolen europæerne, at USA stadig bakker 100% op om NATO’s artikel 5, også kaldet musketéreden. Siden juli sidste år har præsident Trump, under valgkampen, sået tvivl om hvorvidt USA under hans ledelse ville komme sine allierede til undsætning i NATO, hvis de skulle komme under angreb. Kombineret med forsvarsminister Mattis’ tale (”the best alliance in the world”) bidrog Pences budskab til en vis lettelse blandt de europæiske allierede til trods for bevidstheden om at løfterne i sidste ende afhænger af Trumps nåde. Pence betingede da også sin støtte til alliancen på at europæerne øger deres bidrag til egen sikkerhed for at nå målet om 2% af BNP samt at NATO formår at omstille sig til mere aktivt at imødegå terrorisme, hvilket man i mange år har set sig hævet over. Nedturen for de europæiske forsvarsbudgetter er dog vendt – i 2014 gik de ned, 2015 stod de stille og 2016 gik de op – og konferencens organisator ambassadør Wolfgang Ischinger formulerede et europæisk kompromisforslag om et mål på 3% af BNP fordelt på udgifter til militær, udvikling og humanitær bistand. På denne måde kan man ’europæisere’ regnemetoden og anerkende andre nødvendige indsatser til stabilisering af eksempelvis alliancens nærområder.

Budskabet fra organisationerne NATO og EU var ikke til at tage fejl af: Vejen frem er samarbejde, ikke splid. Det syv måneder gamle ægteskab mellem generalsekretær Jens Stoltenberg og høje repræsentant Federica Mogherini tyder på, at her er øget samarbejde på vej ift. cyber, hybridkrig og terrorisme. Ifølge Mogherini samarbejder NATO og EU nu på 42 konkrete projekter. Samtidig kvitterede Stoltenberg for det amerikanske indlæg med slet henvisning til Trumps ledelsesstil over de seneste to måneder ved at udtrykke et håb, om at #AmericaFirst ikke bliver lig med #AmericaAlone. Han fik dermed skubbet bolden over på den amerikanske banehalvdel igen med en diplomatisk reference til USA’s historiske dilemma mellem verdensengagement og isolation. Et narrativ der kan hjælpe med at lette presset på alliancen en smule.

Aftalen om Iran lød til at skulle genforhandles, hvis ikke skrottes i mangel på bedre løsning for at undgå eskalering eller konfrontation. Både Pence og store dele af den amerikanske senatsdelegation, herunder de ledende republikanere Lindsey Graham og John McCain, lagde op til en hårdere linje overfor Tehran. Den israelske forsvarsminister Liberman og den saudiske udenrigsminister var desuden rørende enige, om at regionens største udfordring er Iran og mente ikke overraskende at forhandling enten er udelukket eller lig med iranske indrømmelser. Spørgsmålet er om og hvordan amerikanerne har i sinde at føre deres politiske trussel ud i livet. Noget overraskende var det imidlertid, at det var den saudiske udenrigsminister, der utvivlsomt var konferencens største optimist, når det kom til udfordringer som Syrien, Yemen og selv Israel-Palæstina-spørgsmålet, som ifølge ham stod til at blive løst i 2017.

Kløften mellem Rusland og USA var tydelig trods europæisk bekymring om det modsatte. Den nye amerikanske administration bestræbte sig på at række hånden ud med henblik på samarbejde om terrorbekæmpelse, men på alle andre punkter – Ukraine, Syrien, mm. – var parternes faktagrundlag og narrativ simpelthen ’worlds apart’. Den russiske delegations paneldeltagere havde ellers fundet deres bedste Trump-sprog frem, eksempelvis da de udtalte at den russiske indsats i Syrien var ”den mest transparente operation nogensinde”, og anklagede skeptikere for at benytte og fremme falske nyheder samt være del af et anti-russisk plot. Endnu en amerikansk forsikring til Europa kom fra senatsmedlem Graham, der til stående klapsalver bedyrede at enhver russisk indflydelse på det forgangne amerikanske valg vil blive undersøgt tilbundsgående, uanset hvad præsidenten måtte mene. Og måske endnu vigtigere: En sådan trussel mod kommende europæiske valg vil blive taget seriøst af USA, sagde Graham, hvilket indikerede en udstrakt hånd ift. samarbejde om ’fake news’ og andre cyberområder.

Alt i alt blev 2017 et skelsættende år for den traditionsrige og nu 52 år gamle München Sikkerhedskonference. Konferencen tegnede mange muligheder for ’deals’, efterlod Europa en smule lettet ift. NATO og Rusland samt fik alle interesser på bordet. Men den viste også store udfordringer, og det var tankevækkende hvor få år vi skal tilbage før Vestens største strategiske udfordring var oprørsbekæmpelse i Mellemøsten og Centralasien. Endelig var migration og sikkerheden i Nordafrika ualmindeligt fraværende i årets program. Det er muligt arrangørerne mente dette var diskuteret rigeligt andetsteds og ville give sikkerhedspolitiske beslutningstagere en mulighed for at fokusere på andre emner.

 

Anbefalt lesning

Munich Security Report 2017: "Post-Truth, Post-West, Post-Order?"

 

Ulrik Trolle Smed er Executive Vice-President i YATA International.